mens HDPE formede flasker er generelt resistent over for mange kemikalier, er der specifikke stoffer, den bør undgå kontakt med, da de kan nedbryde materialet eller få det til at svækkes.
HDPE er en semi-krystallinsk polymer, som giver den fremragende modstandsdygtighed over for en række kemikalier, men stærke oxiderende syrer er en undtagelse. Koncentreret svovlsyre (H2SO4) og salpetersyre (HNO3) er meget reaktive og kan angribe polymerkæderne ved at starte oxidativ nedbrydning. Denne proces involverer brydning af CH-bindinger i polyethylen-rygraden, hvilket fører til dannelsen af carbonylgrupper. Indførelsen af disse polære grupper forstyrrer materialets krystallinske struktur, hvilket fører til skørhed og et betydeligt tab i mekaniske egenskaber, såsom trækstyrke og slagfasthed. Denne nedbrydning er eksoterm, hvilket betyder, at den kan generere varme, hvilket potentielt accelererer nedbrydningen af polymeren, hvis den ikke håndteres korrekt. Over tid kan materialet blive udsat for spændingsrevner, især hvis det er under mekanisk belastning.
Aromatiske kulbrinter, som benzen, toluen og xylen, er kendt for deres opløsningsmiddelegenskaber, hvilket kan være problematisk for HDPE. Disse forbindelser er ikke-polære og kan interagere med de ikke-polære HDPE-kæder gennem van der Waals-kræfter, hvilket får polymeren til at svulme. Denne hævelse forstyrrer de ordnede krystallinske områder af polymeren, hvilket fører til en reduktion i densitet og et tilsvarende fald i mekaniske egenskaber såsom stivhed og styrke. Hævelsen kan også føre til dimensionel ustabilitet, hvor flasken muligvis ikke længere holder sin form, især hvis hævelsen er ujævn. I ekstreme tilfælde kan langvarig eksponering resultere i delvis opløsning af polymeren, hvilket gør flasken ubrugelig. Virkningen af aromatiske kulbrinter er temperaturafhængig, hvor højere temperaturer forværrer kvældnings- og opløsningseffekterne.
Halogenerede carbonhydrider, såsom chloroform, carbontetrachlorid og dichlormethan, er særligt aggressive opløsningsmidler, når det kommer til HDPE. Disse opløsningsmidler er kendetegnet ved deres evne til at interagere med polymeren på et molekylært niveau, hvilket fører til en reduktion i materialets krystallinitet. Halogenatomerne i disse forbindelser kan skabe dipol-inducerede dipol-interaktioner med polymerkæderne, hvilket effektivt forstyrrer det velordnede arrangement af molekylerne i de krystallinske områder. Denne forstyrrelse fører til en blødgøring af materialet, hvilket reducerer dets bæreevne og gør det mere modtageligt for deformation under stress. Langvarig eksponering kan få polymeren til at absorbere opløsningsmidlet, hvilket fører til hævelse og et yderligere fald i mekaniske egenskaber. I nogle tilfælde kan polymeren endda blive klæbrig eller klæbrig, især i miljøer med høj luftfugtighed, hvilket yderligere kompromitterer dens anvendelighed.
HDPE er generelt resistent over for en lang række organiske opløsningsmidler, men specifikke opløsningsmidler som acetone, ether og ketoner kan give udfordringer. Disse opløsningsmidler er i stand til at trænge ind i de amorfe områder af polymeren, hvor polymerkæderne er mindre tæt pakket. Samspillet mellem disse opløsningsmidler og polymeren kan føre til et fænomen kendt som plastificering, hvor materialet bliver blødere og mere fleksibelt. Denne effekt kan være gavnlig i nogle applikationer, men i tilfælde af HDPE-flasker fører den til tab af stivhed, hvilket er afgørende for at bevare beholderens form og integritet. Langvarig eksponering kan føre til opløsningsmiddel-induceret spændingsrevnedannelse, hvor der dannes små revner på overfladen af flasken på grund af kombinationen af mekanisk belastning og opløsningsmiddelangreb. Disse revner kan forplante sig over tid, hvilket fører til lækage eller katastrofalt svigt af beholderen.
